Musik

Musik - forhistorien

Jeg spillede i perioden 1980-1992 harmonika i musikgruppen HATTEN PASSER (tidligere "EXPRESSEN")

Men det hele startede mange år tidligere ……

Min familie kommer nok ind under kategorien ”En musikalsk familie”. Både min mor og far har spillet i Odense Postorkester. Min mor som ”trommepige”, og min far på diverse blæseinstrumenter.

 

Både min far og hans 2 brødre, Børge og Henry, spillede harmonika, så det lå ikke fjernt for mig at skulle prøve dette opretstående klaver.

 

Som 7-8-årig viste min far mig, hvilke tangenter, jeg skulle trykke på for at spille ”Lille Peter Edderkop”, ”Se den lille kattekilling” og ”Den er fin med kompasset”. Det er de 3, jeg kan huske, jeg lærte ;-).

Og meget mere blev det ikke til – før vi flyttede til Næsby i 1972.

 

På Kroggårdsskolen var en lærer – Poul Steensen Johansen – som på en eller anden måde fandt ud af, at jeg spillede harmonika. Han spurgte, om han ikke skulle hente harmonikaen. Skolen ejede nemlig endnu ingen.

 

Min mor blev MEGET overrasket, da der stod en ”fremmed” mand, og bad om at få min harmonika med på skolen, men hun blev overtalt, og Poul vendte tilbage på skolen med harmonikaen, og så begyndte undervisningen. Undervisningen bestod dog mest i at forsøge sig frem, da Poul ikke var rigtig musiklærer. Han var meget entusiastisk, og det smittede. Jeg lærte dog aldrig at spille efter noder, og det synes jeg i dag er meget ærgerligt, for det kunne helt sikkert være blevet til mere, hvis jeg kunne læse de sorte klatter.

Jeg spillede derefter i A-skolens orkester fra omkring 5. klasse og indtil og med i hvert fald 7. klasse.

I årene med HATTEN PASSER dukkede Poul flere gange op, og hørte os spille. Det glædede mig utroligt meget.

Derhjemme spillede mine 2 søskende, Gitte + Palle, også på harmonika, og ”højdepunktet” var, når vi spillede 3-stemmigt sammen med vor far. ”Storkespringvandet” – det var dén, vi kunne!

 

Gitte skiftede senere til lyre og trommer i Odense Pigegarde og endte som tamburmajor – flot - , og spiller ikke mere.

Palle holdt fast i tangenterne, men de sad nu på et orgel i stedet, og han spillede i en årrække som suppe-steg-is-musiker. Palle spiller stadig, dog kun for sin fornøjelses skyld.

Til gengæld sker det på et stort WERSI-orgel.

I 9. eller 10. klasse forsøgte jeg mig på trommer, men det blev aldrig en succes. Det har mine 2 drenge derimod prøvet med større succes. Kasper stoppede desværre allerede efter et par år, da det ikke tiltalte ham at skulle optræde for andre. Daniel spillede omkring 4 år, og har optrådt mange gange med bl.a. Los Bandidos fra Broby Musikskole. Daniel stoppede i 2010, da han skulle på efterskole. Både Kasper og Daniel modtog undervisning af en fantastisk god lærer, Anders Kirk Pedersen, som nu underviser i Vissenbjerg.

 

Jeg forlod folkeskolen i 1978, og boede stadig hos mine forældre, og i de år blev der holdt musikalske aftner i hjemmet, når musikgruppen EXPRESSEN var på besøg.

Ebbe, som spillede guitar i EXPRESSEN boede i samme vænge, og han havde spillet sammen med min far (harmonika) i forbindelse med diverse gadefester, og de var i den forbindelse blevet enige om at afholde "øveaften" hos mine forældre. Der var vist også noget med noget hjemmebrygget øl indblandet.

Foruden Ebbe bestod EXPRESSEN af Jørgen Jakobsen på banjo og sav, Kurt Hansen på guitar og sang samt Kurt Lynbech på kontrabas.

Disse øveaftner blev afholdt 1-2 gange om året, og efter en periode skulle jeg også prøve at spille med.

Det gik vist meget godt.

Musikken

Bente og Carlo Thorup, Odense Postorkester (ca. 1965)

Mor og Far i Odense Postorkester (ca. 1965)

Poul Steensen Johansen

Poul Steensen Johansen (1978)

Gitte som tambourmajor i Odense Pigegarde

Gitte som tambourmajor i Odense Pigegarde

Palles WERSI-orgel

Palles WERSI-orgel

Claus Thorup © 2013